Jeg har været fritidsmusiker i et antal orkestre siden midten af 1960’erne. Jeg spillede rockmusik (eller ”pigtrådsmusik” som man kaldte det) på elbas, dengang håret var lidt længere, og under ingeniørstudierne i starten af 1970’erne supplerede jeg SU’en ved at spille i et pop/danseorkester. Da jeg flyttede til Hørsholm i 1983 tog jeg en gammel drøm op om at spille jazz og begyndte at spille kontrabas i et lokalt swing/latin-orkester. Indimellem har jeg også spillet bas og guitar i et band, som spillede irsk/skotsk folkemusik.

Offentlige optrædender og spillejobs blev stadig færre, da min professionelle karriere i offshore-vindindustrien tog fart i starten af dette århundrede, med lange ophold i London og mange pendler-rejser.
Men nu, hvor udlandsopgaverne er hørt op og jeg er overgået til pensionisternes rækker, har jeg taget fat på nye musikalske udfordringer. Jeg dyrker stadig jazzmusikken på kontrabassen i en jazzkvartet, GentleJazz.dk.
Denne hjemmeside samler nogle af de mange indtryk fra scrapbogen om musikalske oplevelser i forskellige musikgenrer.
7,291 total views, 2 views today

