Irsk folkemusik

I gymnasietiden spillede jeg udover elbas også lidt på guitar. Jeg købte en spansk guitar og lærte mig selv at spille efter becifringer ’til husbehov’. Inspirationen dengang var især tidens folkemusik-kunstnere som Donovan og Bob Dylan.

Visesang og fællessang i Nigeria 1981-83

Jeg havde guitaren med som håndbagage, da jeg rejste til Nigeria i 1981 for at arbejder i et par år. Birgit og jeg boede i hovedstaden Lagos i en ’compound’, dvs en samling huse omkranset af høje mure, sammen med en flok danskere, englændere, hollændere, australiere – og en enkelt fra Papua New Guniea. Her var der ofte sammenkomster om aftenen, hvor man endte med at synge fællessange fra vore respektive hjemlande. En af englænderne, Peter, var ret ferm på guitar og lærte mig en særlig ”finger-picking” teknik.

En gang om måneden var der arrangeret folkesang-aften i Ikoyi Country Club, hvor især det engelske/skotske/irske repertoire var fremme. Og da det britiske/irske stampublikum var oplært fra deres pubkultur hjemmefra kunne de sædvanligvis synge med på samtlige vers af deres hjemlands vemodige sange.

Skeeter, Fætter og Fiddle 2001 – 2005

I 1960’erne havde jeg sammen med min fætter, Erik ’Skeeter’ Thornsen, dannet pigtrådsorkestret “Shrimps“. Skeeter var forsanger i bandet, og vi spillede sammen i nogle intense teenage-år inden vore musikalske veje skiltes.

Skeeter forlod ikke musikken men spillede senere trommer og sang i et danseorkester. Efter at have rundet de 50 år begyndte han at spille guitar, som blev starten på en interesse for den irske/skotske folkemusik. Skeeter og jeg fik i 2001 ideen om at spille sammen igen og danne en folkemusiktrio. Jeg havde tidligere spillet lidt sammen med violinisten Vibe Bryndum, og vi fik hende til at finde violinen frem igen. Tilsammen kaldte vi os “Skeeter, Fætter og Fiddle”.

Tivolis Vise-Vers-Hus, april 2004
Vi spillede i Tivolis Vise-Vers-Hus da Tivoli åbnede sæsonen sidst i april 2004.

Folkemusikaften i Holbæk, maj 2005

Skeeter og Fætter, juni 2016

Skeeter og jeg har siden optrådt sammen ved en enkelt lejlighed. Vores fælles slægt, som stammer fra Møn, mødes hvert fjerde år til en sammenkomst i Fanefjord Skovpavillon, og i juni 2016 optrådte vi med nogle af sangene fra vores gamle repertoire (plus nogle af Skeeters egne sange).

Skeeter som solist

Efter tiden i ”Skeeter, Fætter og Fiddle” fortsatte Skeeter alene med sin guitar og har haft en fin karriere med optræden på spillesteder som folkemusikklubber og på Tønderfestivalen. Han spiller og synger stadig irske og skotske folkesange foruden sine egne numre.

 Skeeter udgav sin første CD ”Et liv med Jante” i 2006 med eget materiale, hvoraf et par af numrene kom på DR’s Dansktop og musikken blev flittigt spillet rundt om på de lokale radiostationer.

 

I 2014 udgav han ”På min vej” med 4 nye sange, som han selv havde skrevet.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 361 total views,  1 views today